Tilmeld Nyhedsbrev            Bookmark and Share

FFJ-prismodtager får nu kommunal støtte

Skrevet af Poul Erik Andersen / Foto: Poul Erik Anderen
06-12-2011 13:53
Efter at hotelvært og koncertarrangør Allan Aistrup, Bjørnegården Landhotel ved Bøgebjerg Strand, den 14. oktober i år fik tildelt FFJ-prisen, Den Fynske Jazzpris, for sit projekt ”Jazz på Hindsholm”, har projektet nu også opnået kommunal støtte med et beløb på 4000 kroner.

Det skriver Kjerteminde Avis 2. december.

”Højt er der til loftet i den ombyggede lade på Bjørnegården ved Bøgebjerg Strand, hvor der mindst en gang om måneden spilles ”Jazz på Hindsholm”, men økonomien har trange kår, trods et trofast publikum – nu yder kommunen et kærkomment tilskud.”, hedder det i artiklen, som fortsætter:

Allan Aistrup modtog 14. oktober
Den Fynske Jazzpris, der bl.a.
omfatter en check på 3000 k
r

”Det er første gang, at det anerkendte spillested betænkes med midler fra kommunekassen, men hæder i form af tildeling af Den Fynske Jazzpris og tilskud fra visse puljer er tidligere blevet arrangørerne til del.”

Seks koncerter til foråret

Af artiklen fremgår det videre, at ”Kommunens tilskud på 4.000 kr. (plus moms) skal ses som støtte til afholdelse af seks koncerter til næste forår. Bevillingen fra kultur- og fritidsudvalget er ekstra vigtig, fremgår det af ansøgningen, idet den kommunale anerkendelse samtidig baner vej for at komme i betragtning ved uddeling af Statens Kunstråds honorarstøtte til rytmiske spillesteder.”

Til FFJ-Jazz siger Allan Aistrup, at han ikke er i spor tvivl om, at tildelingen af Den Fynske Jazzpris bestemt har gjort indtryk på medlemmerne af Kerteminde kommunes kultur- og fritidsudvalg og henviser til, at han i ansøgningen bl.a. skrev, at:

”Jazz på Hindsholm, som blev indledt på undertegnedes initiativ i 2009, præsenterer moderne jazz med professionelle musikere på højt nationalt og internationalt niveau. Arrangementerne, som holdes på Bjørnegården Landhotel, 5380 Dalby, er åbne for offentligheden og har i årenes løb tiltrukket såvel lokalt publikum som tilrejsende gæster. I oktober i år modtog jeg Den Fynske Jazzpris som anerkendelse af kvaliteten. Prisen er tidligere givet til landskendte spillesteder som Jazzhus Dexter i Odense og Giant Steps i Svendborg, men aldrig før til nogen i Kerteminde kommune.”

Indirekte står der i øvrigt også FFJ på Bjørnegårdens arrangement nytårsaften, idet aftenens orkester bl.a. består af ikke færre end to modtagere af FFJ-prisen som Årets Fynske Jazzmusiker. Det er på bas Niels Ryde, prismodtager i 2006, og det er på flygelhorn Mads LaCour, prismodtager i 2007, som sammen med Jacob Broholm på klaver, Nikolaj Bundvig på trommer og sangerinden Hanne Hammer står for aftenens musikalske underholdning.


Kategori: FFJ-JAZZ

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

FFJ-JAZZ | Lahnsgade 28, 5000 Odense C - Danmark