Tilmeld Nyhedsbrev            Bookmark and Share

Jazz, mine damer og herrer - jazz!

Skrevet af Erik Lysholm
30-06-2011 20:33

Det er efterhånden blevet en tradition, at Almost Big Band - startet af Ernie Wilkins - spiller i Odense Sommerjazz. Traditionen blev torsdag videreført med nye og gamle numre og kun lidt udskiftning i besætningen. Orkesterleder og barytonsaxofonist Per Goldschmidt var som sædvanlig i snakkehjørnet mellem numrene - så alt er ved det gamle, bortset fra nogle nye bandmedlemmer. Men musikken er, som den har været de seneste 4-5 sommerjazzer - swingende i den gamle Basie/Ellington stil med til tider fremragende soloer af nogle af Danmarks bedste jazzmusikere.

Nikolaj Bentzon på opretstående (!) klaver. Jan zum Vohrde på bl.a. fløjte. Lis Wessberg på basun. Jesper Lundgaard på strygebas. Pernille Bevort på saxofon. Og andre flotte, jazzede soloer.

Det hele startede med "A little bit of Duke", og så var kursen sat med fortrinsvis gamle big band numre. Bobo Moreno som crooner i standardnumre på hans måde - lidt nyt, men med respekt for de gamle traditioner, fx i "Roll 'em Pete" og "Every day", som var Joe Williams' gamle glansnumre.

Publikum var måske ikke de samme som dagen før til Ibrahim Electric, men der var lige så mange, og de var lige så entusiastiske.

Lyden var efter min mening for spids, men da alle havde mikrofoner, kunne vi godt høre meningen med det hele.

 


Kategori: FFJ-JAZZ

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

FFJ-JAZZ | Lahnsgade 28, 5000 Odense C - Danmark