Tilmeld Nyhedsbrev            Bookmark and Share

Sangtalentet fra vestkysten

Skrevet af Poul Erik Andersen
29-06-2012 12:00

I 2010 tog hun afgangseksamen fra Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. Den 9. december året efter holdt hun release party på Montmartre med sin første CD. Et par uger forinden, nemlig den 25. november, havde hun været i Odense, hvor hun sang med Odense byorkester.

Navnet er Signe Juhl, og nu har hun igen lige været et smut i Odense. Nemlig til sommerjazzen. Torsdag stod hun på Amfi Scenen, Brandts Klædefabrik, sammen med Nikolaj Bentzons Trio og havde et begejstret publikum i sin hule hånd.

Censor snuppede hende straks efter eksamen

Og det var såmænd selvsamme Nikolaj Bentzon, der i bogstaveligste forstand opdagede Signe Juhl. Han var nemlig censor ved hendes afgangseksamen. Faldt på stedet totalt for hendes sangteknik, og startede omgående et samarbejde med den nyudannede sangerinde.

Et samarbejde, der efter blot et år førte den til nævnte og stærkt anmelderroste CD, ”Signe Juhl with Nikolaj Bentzon Trio: Silvertongued.” Og nu stod de altså torsdag på Amfi Scenen i Odense.

Her demonstrerede både Signe Juhl og ikke mindst trioen med Nikolaj Bentzon på piano, Kasper Tagel på kontrabas og svenske Daniel Frederiksson på trommer, at anmelderroserne var velfortjente.

En stærkt swingende koncert

Der var humør og swing på fra starten, da trioen lagde ud denne sene torsdag eftermiddag på Amfi Scenen. Den trio swinger som bar pokker, og Signe Juhl er på en næsten helt Billie Holiday-agtig måde indlevet i orkestret med sin lette og alligevel på en måde kraftfulde stemme og sine elegante fraseringer.

Repertoiret var i den lette ende af jazz standards fortolket med fylde og vægt. Desuden en af Nikolaj Bentzons egne kompositioner, og han havde ikke behøvet at fortælle, at den var skrevet til Signe Juhls stemme. Den lå perfekt til hende. Flot og smukt på samme tid.

Og så endelig ikke at forglemme, at der skam også var Elvis Presley på programmet, nemlig ”Love me tender”. Flot og meningsfyldt foredraget af Signe Juhl og dejligt befriet for alt det sødladne.

Lægger mest vægt på at optræde live

Lige inden koncerten starter, trioen er allerede i gang med sit første opvarmningsnummer, står der på bagscenen en lille spinkel pige og laver nogle afslappende skulderbevægelser.

”Nej, nej - du forstyrrer slet ikke,” siger hun med et stort smil og kommen hen og giver hånd, medens trioen på den anden side af scenetæppet allerede swinger for fuld udblæsning.

Signe Juhl fortæller, at hun selvfølgelig er glad for de flotte CD-anmeldelser.

”Men jeg har det altså meget bedre med at stå foran et publikum og mærke deres reaktioner, det giver meget mere,” forklarer hun og fortæller, at hun også glæder sig meget til lørdag, hvor hun skal videre til Riverboat Jazz Festival i Silkeborg og synge Billie Holiday, som har en meget stor stjerne hos hende.

”Du staver Billie forkert!” siger hun pludselig og peger ned på blokken

Kommer til Odense igen 22. august

For dem, der gik glip af Signe Juhl og Nikolaj Bentzons stærkt swingende trio under sommerjazzen, er der dog håb forude.

Onsdag den 22. august er der kl. 19:30 er der release party på Posten. Nemlig for den blue-ray indspilning, der blev optaget, da Signe Juhl og trioen spillede sammen med Odense Symfoniorkester under koncerten Luksusjazz den 24. november sidste år.

Og det bliver en helt speciel oplevelse med blæserne fra Odense Symfoniorkester sammen med Signe Juhl og Nikolaj Bentzons trio.


Kategori: FFJ-JAZZ

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

FFJ-JAZZ | Lahnsgade 28, 5000 Odense C - Danmark